Tilmeldingsfristen udløb ved udgangen af juni måned, og efter en for lav tilslutning lukkes der nu ned for det projekt, som DIN Forsyning står bag.
Med hjælp fra en lokal arbejdsgruppe har DIN Forsyning Lokalvarme siden 2022 været i gang med at undersøge muligheden for at få en lokal varmeløsning til Gredstedbro.
For at Gredstedbro kunne få sin egen lokale varmeløsning, skulle 70 % af dem, der kan betragtes som potentielle kunder i området, bakke op om projektet ved at underskrive en tilslutningsaftale senest d. 30. juni 2024.
Projektet faldt på manglende lokal opbakning
Tilslutningen til projektet endte på 47 %, hvilket desværre ikke er nok til, at projektet kan hænge sammen økonomisk. Derfor er DIN Forsyning nu nødt til at lukke projektet ned, og det ærgrer Eric Lauridsen, som er afdelingsleder i Projekt Vand & Varme i DIN Forsyning:
”Et af vores store fokuspunkter på varmeforsyningsområdet er at bidrage til at opnå en bæredygtig, fossilfri varmeforsyning i vores to ejerkommuner. Derfor er vi naturligvis utrolig ærgerlige over, at den lokale opbakning til projektet i Gredstedbro viser sig ikke at være stor nok nu, hvor muligheden bød sig. Så selvom en del af borgerne har takket ja og vist interesse, er vi desværre ikke i nærheden af målet på de 70 %, og det har vi naturligvis fuld respekt for”, fortæller Eric Lauridsen.
Også i Gredstedbro er ærgrelsen til at tage at føle på:
”Jeg synes, det er godt gammeldags træls. Jeg er ikke i tvivl om, at timingen har haft afgørende betydning for opbakningen. Lige nu er gaspriserne lave, og derfor er det ikke så presserende at skifte sit gas- eller oliefyr ud. Uanset hvad er der ikke nok tilslutning til, at en fælles, lokal varmeløsning er det rigtige for vores by, og den beslutning bøjer jeg mig selvfølgelig for”, lyder det fra formand fra den lokale arbejdsgruppe, Malene Alsted, som har arbejdet hårdt på at sikre, at projektet kunne realiseres.
DIN Forsyning takker for interessen
Med lokalvarmeprojektet var der tale om et her-og-nu-tilbud i Gredstedbro. Derfor har selskabet ikke konkrete planer om at komme med et nyt tilbud i fremtiden.
Selvom DIN Forsyning Lokalvarme således må lægge arbejdshandskerne på hylden i Gredstedbro, sætter selskabet pris på interessen fra byens borgere:
”Vi har mødt masser af engagement og spørgelyst, når vi har talt med de mennesker, der bor i Gredstedbro. Folk har været enormt interesserede og imødekommende, og det er vi naturligvis utroligt glade for”, fortæller Eric Lauridsen og tilføjer: ”Så selvom vi desværre ikke kommer til at etablere lokalvarme i Gredstedbro, har processen været rigtig god.”